So far - So good!

So far – So good!

Ca. Et år siden VS. sidste weekend
Et vægttab – er et valg – hver evig eneste dag. – Det er et valg at undvære 100 ting, for at jeg kan blive en endnu bedre udgave af mig selv. For jeg havde det ikke godt med at veje 142kg. – det var et helvede. Nogle dage kan jeg godt tænke på, om det er det hele værd… alle de træninger, alt det forberedelse af kost, det at sige nej til ting som jeg har lyst til – og værst af alt.. alt det løse hud… som egentlig ikke er særlig slemt, taget i betragtning af hvor meget jeg har tabt mig. Jeg har netop rundet et vægttab på 60 kilo… og ja – jeg skal med garanti have fjernet hud på mine arme og inderlår.. måske også min mave – og mine bryster.
Men jeg er kommet rigtigt langt – og det glemmer jeg at give mig selv credit nok for … for “jeg er jo ikke færdig endnu” – “jeg er stadig ikke dér, hvor jeg gerne vil være” – “jeg kan stadig ikke lide den måde jeg ser ud på” – i stedet for at vende det om… for jeg er kommet langt. Længere end jeg noglesinde havde troet jeg ville. Jeg vågner op hver dag – slankere, stærkere og gladere end dagen før. Det i sig selv, er en sejr. Jeg burde være piv hamrende stolt, og det punkt håber jeg, at jeg når en dag. De mennesker jeg har tæt på mig, er rigtig gode til at rose mig. Fortælle mig at de er stolte af mig, og hvor flot det hele er. Men det var faktisk først i sidste uge – da en person udefra – roste mig, og mente det sådan … helt ægte. Jeg havde kun snakket med hende en enkelt gang før, men pludselig faldt vi i snak. Hun er en pige jeg ser utrolig meget op til, da hun selv træner for vildt, for at opnå hendes vilde resultater. Hun er dybt imponerende. Men hun kigger så på mig, og siger med det største smil “du er sku da snart helt skinny” – jeg grinte og sagde “tak – ikke endnu .. men det hjælper på det.” Jeg roste hende samtidig for hendes resultater, for jeg syntes helt inderlig at hun er røv blæret. Hun smilte og sagde at jeg var pisse sej – og det redede bare hele min søndag. Det var eneste der skulle til – at en som ikke kendte mig synderligt godt, og som jeg selv ser op til – det at hun valgte at rose mig, gjorde bare mig glad – helt inde i hjertet.
5ffc5a_930762c7f61c469394421f66a5a6a95emv2_d_1242_1376_s_2
Jeg er ikke hende der hungrer efter bekræftelse – for så havde jeg aldrig slået mine kommentarer fra på Instagram. Men lige det gjorde det mig bare glad, at hun lige roste mig. For første gang tog jeg det ind – og det føltes bare helt fantastisk. For ja – jeg er blevet mindre … som min mor så fint sagde i dag – om 2 kg. Har du tabt mig.. og det sætter selvfølgelig tingene lidt i perspektiv. Men det kan være svært, fordi jeg ikke har tabt mig færdig, og fordi mit hoved ikke følger med, fordi jeg ALTID har været tyk, og fordi jeg minimum skal opereres 3 gange. Jeg har stadig dage, hvor jeg ikke syntes der er sket noget som helst, men har heldigvis flere af de dage, hvor jeg nærmest laver glædeshop over – at jeg nu kan gå ind i en alm. butik, og bare købe den trøje jeg har lyst til. For det er pisse fedt at have tabt sig. Jeg skal ikke længere bekymre mig om, om plastikstolen kan holde til min krop, om jeg kan sidde i forlystelsen sammen med min niece, eller om jeg overhoved kan købe den trøje i min størrelse, eller hvor mange pauser jeg mon skal have, for at kunne gå op af bakken. Det er alt sammen fortid – og mit liv er mere fantastisk nu, end det har været i mange år. – Det er det hele værd, at blive ved med at kæmpe – selvom det er pisse hamrende hårdt – nogle dage, værre end andre – det er klart. For når man først kører det hele på rutinen, så er det hele lidt nemmere.  Og nej… der var ikke noget eller nogen som pludselig ramte en motivations-knap… jeg vælger selv, at være motiveret – hver evig eneste dag – resten af mit liv. Jeg fortsætter med at træne og spise sundt, fordi det gør mig glad i sindet, men også gør en kæmpe forskel for min krop. Det er vel min måde at sige “undskyld” til mig selv og min krop på, for alle de år med overvægt, hvor jeg ikke har haft det særlig godt. Samtidig har jeg jo aldrig prøvet andet, så det hele er i sig selv – en hel ny verden. Jeg kommer aldrig til at falde tilbage til den “gamle jeg” – for så havde der slet ikke været nogen grund til at starte. – Simone Cato Vestergren.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

So far - So good!