Mine yndslingssnacks på diæt!

Hvad hvis jeg aldrig havde været tyk?

billede1

En tanke der har slået mig mange gange, igennem min vægttabs-process er, hvad nu hvis jeg aldrig havde været tyk? Jeg har været overvægtig siden jeg var 6 år gammel, og jeg har indtil nu aldrig prøvet andet, end minimum at være overvægtige. Det er ingen hemmlighed, at jeg også har været ekstrem fed, og i en periode på ca. et år, havde et BMI på hele 43,8. Jeg ejede ingen muskler dengang, det hele var stort set fedt, og jeg begyndte også at kunne mærke på mit helbred og min psyke, at jeg enten måtte gøre noget, eller bare give op. Jeg endte med at gøre noget (heldigvis) – for til sidst vendte jeg det hele om, og tænkte “jeg er mere værd end det her, og jeg fortjener at mærke hvordan det er, at leve et normal liv, uden en krop som konstant er overbelastet”.

Der er ingen tvivl om, at mit liv som ekstremt overvægtig, har givet mig nogle knobs i livet og nogle ar på sjælen, som jeg muligvis kunnet have været blevet skånet for, hvis jeg altid havde været slank. – Men havde jeg så været hende, som jeg er i dag? – det tror jeg næppe. Jeg er overbevist om, at de ting jeg har oplevet i livet, har gjort mig langt mere moden, målbevidst, samt givet mig en forståelse for andre mennesker og deres livssituationer, end jeg ellers ville have været i stand til at opnå. På trods af, at jeg “kun” mangler at smide 15-20 kilo, så er min tankegang omkring mange ting uændret. Jeg kan stadig få det helt dårligt, hvis jeg sidder på en restaurant og spiser usundt, for “gad hvide hvem der kigger, og hvad de tænker” og “burde jeg overhoved spise det her?!” – jeg burde egentlig bare være pisse ligeglad. Men det samme sker, hvis jeg handler usunde madvare ind, for når jeg først står ved båndet, så bliver jeg helt bange for, hvad de andre i køen tænker om det jeg har i kurven. Det kan måske virke fjollet, men tankerne er der bare stadig, og det er uanset om jeg 90% af tiden handler sundt ind, for det ved dem i køen jo ikke.

Min tankegang bliver stadig styret af “den tykke udgave af mig” noglegange. Det er heldigvis blevet bedre, men kampen er hårdere end jeg havde regnet med. Nogle dage kan jeg blive forskrækket over mine egne resultater… den ene dag poppede de frem… de der kraveben!! – det var pisse fedt! – for nogle dage, syntes jeg overhoved ikke der er sket noget som helst… og så vil jeg da skide på, om vægten siger jeg har tabt 60 kilo. – de dage kalder jeg for solformørkelses-dage … (ca. 1-2 dage om måneden) og de er et rent helvede. Både for dem omkring mig, men også for mig selv, for så føler jeg at alt det jeg har kæmpet for, kan være pisse ligemeget.

– Selvfølgelig er det ikke det, og jeg stopper ikke den her gang, som jeg dog ellers har gjort så mange gange før. – Men jeg er heller aldrig kommet så langt før, som jeg er nu. Den her process, ændrer mig meget mere, end jeg nogensinde havde regnet med. Den ændrer synet på mig selv, hvad jeg er i stand til at opnå, og hvordan jeg agere, tænker og føler omkring alting. Jeg er dog stadig taknemlig for min “tykke-periode”, og vil aldrig have været den foruden. For så var jeg aldrig blevet til den jeg er nu, og været lige præcis der hvor jeg er.

-Simone Cato

1 kommentar

  • jens vestergren

    du er bare så söd gläder mig til vi ses igen

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mine yndslingssnacks på diæt!