Jeg har været væk - men nu er jeg tilbage.

Av for den!

Nogle gange skal der mere til, end blot et enkelt spørgsmål.

I går endte jeg ret spontant med, pludselig at skulle til københavn for sammen med min kæreste, at hente hans faster i lufthavnen. På vej derind kom vi til at snakke om, hvorfor jeg igennem størstedelen af mit har været en pleaser, overfor for samtlige mennesker i mit liv. Jeg har i mange år sagt ja til alt, især når nogle bad om tjenester eller hjælp til noget. Jeg har altid sagt ja uden at mærke efter, for hvis nogle bad om min hjælp – var det vel fordi de virkelig havde brug for det? Rigtig tit har jeg valgt at tilsidesætte mig selv og mit manglende overkud, fordi jeg følte det var vigtigere at jeg var der for andre – MEN.. Det har flere gange resulteret i, at jeg går fuldstændig død for energi og virkelig skal igennem en lang kamp, for at komme på toppen igen, fordi jeg har glemt at prioriterer mig selv. Sådan en periode går jeg også igennem lige nu – og i går havde jeg bare en virkelig dårlig dag, hvor alting virkede hårdere end normalt. Der skulle ingenting til, før jeg kunne mærke tårerne presse sig på, uden at jeg kunne komme med en dybere forklaring om hvorfor. Inderst inde ved jeg godt, at jeg bare er brugt op. Jeg har ingen former for overskudsenergi tilbage, fordi jeg igennem den senere periode har brugt min energi, på alt det negative og alle det udefrakommende lort der er sket i mit liv, i stedet for at fokuserer på alle de gode mennesker og alt det postive. Det er dumt – for jeg ved jo godt at det ikke gavner mig.

Tilbage til turen i bilen – så endte min kæreste med at spørge mig “hvorfor gør du det egentlig? hvorfor er du der for alle andre, men aldrig for dig selv?” – Uden at tænke over det overhoved, fløj det bare ud “fordi jeg er bange for, at blive valgt fra hvis jeg ikke er der for dem”. Det er sku da både dumt og skræmmende. Hvis folk vælger mig fra, fordi jeg melder fra til en aftale, ud fra at jeg ikke kan overskue det, ligger syg eller skal ud og opleve noget andet som er planlagt, hvad skulle jeg så bruge dem til – til at starte med? Min kæreste er god til at stille sig uforstående overfor min tankemønstre og følelser, hvilket er godt – for det gør at jeg får ryddet op og tænkt mig om. Jeg har ALDRIG oplevet at blive forstået, for hver en følelse og tanke som han gør, hvilket gør det nemmere nogle gange at dele alt det lort jeg render rundt med i hovedet. Det kan være hårdt, når tingende en gang imellem bliver “sat på spidsen” – men processen i efterfølgende at stilling til ens følelser og handlinger, har virkelig fået mig til at prioriterer andeledes og mærke efter.

Jeg har virkelig fået nok af, at føle mig utilstrækkelig i relationer. Hvis ikke jeg er god nok som jeg er, så går jeg gerne selv. Jeg har ikke længere enerigen (eller lysten!) til at bære over med, at folk sviner mig til, udnytter mig eller gør mig ked af det. Mange syntes det kan være en mærkelig indstilling at have, men jeg har siden mine tidlige teenageår levet efter, at relationer kun er i mit liv, så længe det giver mig noget og behandler mig ordentligt. Jeg bære ikke over med nogen, fordi det er blodets bånd eller fordi vi har været venner længe, for det berettiger ikke folk til at behandle mig dårligt. Hvis du har fucket op – så sig undskyld så vi kan komme videre – i stedet for at lade som ingenting eller sweettalke, for så kaster jeg da først op.

Det er mærkeligt. For siden jeg var lille, har begge mine forældre forsøgt at lære mig at sige fra og passe på mig selv. Men når nu jeg endelig har lært at passe på mig selv, så syntes flere at det er forkert, fordi folk syntes jeg har ændret mig for meget. Men konflikten i det ligger i, at jeg bare endelig er begyndt at være den jeg inderst inde altid har været. Jeg er begyndt at sige fra og passe på mig selv, i stedet for altid at stå standby og være der for alle andre, for den vigtigste i mit liv – er mig selv. Jeg har virkelig fået øjnene op i løbet af det seneste år, fordi jeg har mødt mennesker som virkelig værdsætter mit selskab og mig som person.. også på mine dårlige dage. Det har åbnet mine øjne for, at det er bedre at jeg siger fra og passer på mig selv, for ellers kan jeg heller ikke samle energi og overskud til, at være der for dem jeg gerne vil være der for.

Så kære mor & far – jeg tror jeg er ved at have lært det. 

-Simone Cato

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har været væk - men nu er jeg tilbage.